Sygemeldt med stress, gav endnu mere stress - Del 2

AT VÆRE SYGEMELDT MED STRESS – EN MEGET STRESSFULD OPLEVELSE.

De næste 3 mdr. tilbragte jeg stort set kun i min seng og min sofa- jeg så netflix, gik i seng, stod op og gik ind på sofaen, så netflix, og gik i seng. Kender du den følelse af afmagt, hvor du ved at du intet orker, din krop kan ikke mere og har sagt op, men samvittigheden og utålmodigheden æder dig langsomt op indefra?

 

JEG KENDTE IKKE TIL ANDET- STRESS SOM EN GRUNDTILSTAND I REN OVERLEVELSE

Ind i mellem disse sammenflydende dage var jeg til lægen eller en alternativ behandler, som skulle hjælpe mig med at finde ud af, hvad der egentlig var galt med mig.

Jeg accepterede nemlig ikke, at det udelukkende var stress. Gennem mange år havde jeg kroniske smerter- altså hovedpine, nakkesmerter, kæbesmerter og rygsmerter. Det skal siges at jeg som 6 årig i et overgreb, blev smidt på et hårdt beton gulv, hvilket bla. forårsagede et piskesmæld og en roteret nakkehvirvel, og 8 år tidligere fik jeg et traume på min kæbemuskel, som gjorde, at jeg blev helt skæv i kroppen,  det gav mig disse smerter. Derfor var jeg vant til at leve i denne kropslige tilstand. Men min tilstand var forværret. De sidste par år var jeg konstant syg, og overfølsom for næsten alt spiseligt. Det var som om min krop langsomt lukkede ned, hvilket den rent faktisk også gjorde. I dag kan jeg se, at jeg rent faktisk ikke mente jeg havde stress, fordi denne tilstand var en grundtilstand for mig- en måde at være i livet på – faktisk havde jeg næsten ikke prøvet andet. Med årene var tilstanden forværret, som en nedadgående spiral, og min krop lukkede langsomt ned, da hele mit nervesystem var så ude af balance, at min krop troede der i mange år var en farlig tiger i hælene på mig. Denne overlevelsestilstand var min normal tilstand. 

 

UTÅLMODIGHED ER MIT MELLEMNAVN, OG STRESS ER MIT FORNAVN

I de 3 mdr. voksede min frustration – jeg lå jo bare derhjemme hvorfor fik jeg det ikke bedre? Jeg havde trukket stikket ud, og kun sat mig selv i fokus, og intet skete. Jeg slappede jo af så godt jeg kunne, men faktisk blev det værre endnu. Jeg begyndte at tænke på, om jeg altid skulle have det sådan, mine tanker drejede sig kun omkring min egen situation og om smerterne som tog til, og kroppen som blev mere og mere stiv. Tankerne og frygten for om jeg aldrig skulle få det bedre, var konstant benzin til endnu mere stress.

 

HVAD ER DER EGENTLIG GALT MED DIG?

En tur nede på kommunen gjorde det endnu værre. Efter mere end 4 ugers sygemelding skal man dukke op på kommunen, og forklare sig. Det hele endte i gråd og frustration, da det sure løg af en sagsbehandler spurgte mig, om jeg da ikke bare kunne tage på arbejde i nogle timer og fotokopiere noget!! Bare tanken fik mig til at stoppe med at trække vejret helt. Der bredte sig et massivt ubehag i hele min krop og måtte synke en klump i halsen og fremstammede – “nej det tror jeg faktisk ikke jeg kan”.”Sig mig, hvad er der egentlig galt med dig” Spurgte hun ? Mig; ”min læge siger jeg har stress, men jeg tror nu, jeg fejler noget andet eller mere end det” Hun kiggede hånligt på mig og sagde, at de havde deres egne læger, som nok skulle afgøre den sag. Så kunne jeg pænt gå hjem med en trussel, samt en helt klar umelding om, at jeg havde fis i kasketten, og en insinuering af, at min egen læge nok også var lystløgner. Jeg husker tilbage på den oplevelse med en følelse af, at det satte mig flere uger tilbage, jeg blev trykket over hendes nedladende tone og nåede at tænke om jeg nu ikke også bare kunne tage mig sammen.

 

HVIS DU VAR EN HUND VAR DU BLEVET SKUDT FOR LÆNGE SIDEN

Jeg startede hos en fantastisk stresscoach, og jeg erfarede at mine smerter og tanken om dem konstant satte en stressrespons i gang i kroppen. Jeg lærte en del om mine egne reaktioner, og hvor vigtigt det er, at identificere de neurale spor i hjernen. Noget jeg siden hen er blevet ekspert i og spotte.

Jeg følte jeg havde fået nogle redskaber som var gode, men jeg var stadig så dårlig, at jeg følte det hele kunne være ligemeget. Jeg husker især en bemærkning fra en af mine kollegaer, som hang ved- fra tiden på min tidligere arbejdsplads. En dag som en af de mange, hvor jeg sad på arbejdedet og var syg. Han sagde; “hvis du var en hund, så var du sgu blevet skudt på stedet.” Hmm ja lidt sjovt var det måske, men selv samme mand valgte året efter at kaste sig ud foran et tog – fordi han blev taget for underslæb i virksomheden, og formentlig ikke kunne holde tanken ud om, at skulle konfrontere familie og kolleager, han så ingen anden udvej end selv at dø. Jeg tænkte tit på hans bemærkning i mit sygdomsforløb fordi den ramte mig- jeg var jo også bare i ren overlevelse konstant. Jeg arbejde som en gal, og havde intet overskud til mig selv, eller en kæreste, jeg sov når jeg kom hjem fra arbejdet fordi jeg var så udkørt og træt. Arbejde, sove, arbejde, sove -hvilket liv? For hvad? For et arbejde som gav gode penge? Hvad er det med den optagethed af penge og arbejde og prestige, materialisme som sniger sig ind på os som en del af dette dødsyge hamsterhjul og gør, at vi er villige til at give vores liv til det? Villig til at dø for det ?- han valgte selv at dø.

En del af mig døde på et tidspunkt i denne process, det var en langsom, men smuk død, . Det var et farvel til pleaseren, perfektionisten- et farvel til en persona og et hej til min indre sandhed og autencitet, som idag er urokkelig. Senere valgte jeg at skifte navn fordi processen og var så vild og intens, at jeg ikke længere kunne identificere mig med mit eget navn.

 

STRESSET? SÅ TAG DIG DOG SAMMEN! TILBAGE TIL HAMSTERHJULET

Jeg valgte at ”tage mig sammen” og gå tilbage på mit arbejde 2. Juni 2014. Nu kunne jeg ikke trække den længere – og hvad nu hvis de fyrer mig ? Det var også en blanding af utålmodighed, og en dybere plan som gav mening for mig- en overlevelses taktik som jeg endnu ikke havde aflært mig. Jeg havde det lidt bedre, men i dag kan jeg se at det var alt for tidligt, og det skulle jeg også erfare ret hurtigt.

Da jeg tog det første skridt ind i receptionen, blev jeg mødt af en kollega, som blev gladelig overasket over at se mig, hun snakkede løs og spurgte til hvordan jeg havde det nu. Jeg husker, at jeg følte jeg stod inde i en osteklokke og lyttede til hendes pludren, og det eneste jeg kunne registrere udover det, var en massiv klump i halsen, som voksede og voksede- jeg følte jeg kunne græde lige der på stedet, uden at forstå hvorfor. Jeg nåede dog, at tænke det nok ville være lidt mærkeligt kun at nå 10 skridt ind på arbejdspladsen for derefter, at løbe ud igen med tårene ned af kinderne. Jeg fik i stedet fremstammet noget som virkede som et passende svar til hende, og satte mig hurtigt ned på min plads i kontorlandskabet. Min vejrtræning blev anstrengt og jeg kunne næsten ikke få vejret, jeg prøvede nogle af de teknikker jeg havde lært men tårende pressede sig på igen. Jeg var tilbage nu, så jeg tog mig sammen – jeg tog mig sammen i 5 mdr. De 5 måneder føltes som om, jeg langsomt begik mord på min egen sjæl.

Følg mig og læs sidste afsnit om min egen korte version af starten på rejsen, fra at leve som levende død til at genopstå på ny.
Kærligst

Neela Rosalina