En personlig rejse- fra kollaps til frihed - Del 1

AT VÆRE KRONISK STRESSET, UDBRÆNDT OG ALLIGEVEL I BENÆGTELSE

 

Jeg husker tydelig den morgen hvor jeg al pleaser mentalitet, kontrol og perfektionisme fuldstændig forsvandt ud af mit univers og jeg overgav mig fuldt og helt til min krop.. Jeg var stresset, min krop var udbrændt og dette var de sidste krampetrækninger min krop kom med i håb om at jeg ville lytte. Dette er min personlige historie om min rejse og min håndtering af stress.

EN SKÆBNE DAG- SYG AF STRESS

Den 17 Februar 2014, jeg vågnede med et sæt, som om der stod et bigband orkester for enden af min seng, da alarmen ringede. Det satte chockbølger igennem hele mit fysiske system, men sådan var det hver morgen, det er først i dag, jeg kan se, at det ikke er normalt, og faktisk helt traumatisk, at vågne op hver morgen, som om nogen sender strøm igennem kroppen.

Jeg mærkede febrilsk hvordan min hals var øm igen, hovedpinen tog til, og kroppen var stiv og smertede. Jeg nåede faktisk ikke, at tænke før magtesløsheden skyllede ind over mig, som en tsunami.. Jeg brød sammen i gråd, og lige der mærkede jeg noget, jeg ikke havde mærket før i den grad. Jeg var fuldstændig ligeglad, ligeglad hvad de sagde på arbejdet, ligeglad om jeg mistede mit job, ligeglad om jeg ville gå fallit, ligeglad med alt det, som var, og er fuldstændig ligegyldigt. En enorm selvomsorg skyllede nu ind over mig, og uden at tænke rigtigt greb jeg mobilen, og meldte mig syg- jeg husker faktisk ikke, nøjagtigt hvad jeg sagde, jeg husker bare at jeg var ligeglad…

NU ER DET NOK!

Jeg ringede til min læge, og fik en tid samme dag… NU er det nok, jeg mærkede en fuldstændig tilsidesættelse af alt andet. Det eneste som var vigtigt, var mig! Hvis det her er at ”leve” så gider jeg ik mere, så kan det hele være ligemeget, jeg var fuldstændig tom, jeg havde ikke mere at give, jeg havde hældt og hældt fra en tom brønd, og på det sidste stået og skrabet i den udtørrede jord bare for at give både arbejdsmæssigt men også privat.

Så -nej det var ikke kun arbejdet, det var også det 2 årig lange forhold, som varede 2 år for meget, en som mor var blevet syg med brystkræft, og de konstante smerter i min krop efter et gammelt piskesmæld.

 STRESSET, HVEM MIG ?

Heldigvis havde jeg fået skiftet læge, og det var første gang den morgen, at jeg sad i hendes konsultation. Min sidste læge var polak, og jeg forstod aldrig rigtig, hvad hun sagde, og hun forstod vist heller ikke mig. De få gange jeg havde været der, følte jeg mig mere eller mindre dum. Jeg havde endda skrevet alt ned på en seddel, så jeg huskede, at få sagt alt det jeg ville sige, inden hun sendte mig det blik, som betød, at nu var min tid udløbet, og nu kunne jeg godt pille af igen. Men hos Katrine var det anderledes. Jeg fortalte hende på min bedste tag dig nu sammen manér, med en lind talestrøm påvirket af (jeg-skal-skynde-mig-at-sige-det-hele-inden-hun-smider-mig-ud), at jeg mente, jeg var alvorligt syg, grundet alle mine symptomer, og jeg meget gerne ville have hende til at tage følgende blodprøver. Desuden havde jeg selv en mistanke om, at jeg havde Hodgkins Lymfom, så det skulle hun nok lige være obs på. Hun kiggede på mig med milde øjne, og lyttede intenst til mig, hun smilede, og sagde ”jeg tror slet ikke du er syg Neela, jeg tror du har stress” STRESS mig-nej, jeg nærmest grinte af hende, og tænkte at jeg får ikke stress, jeg er overhovedet ikke stresset, jeg er syg, jeg er jo konstant syg med feber og hævede kirtler min krop er øm og jeg er træt, virkelig træt. Jeg føler mig slet ikke stresset! Hun kiggede endnu mere intenst på mig med stor omsorg og sagde, at hun ville tage alle de prøver jeg havde brug for, for at give mig ro, men samtidig var hun overbevidst om, at jeg ikke var syg, og prøverne ville komme tilbage negativt.. Jeg var tilfreds! Hun bad mig ringe til min arbejdsgiver og sygemelde mig i 14 dage med stress. Som sagt så gjort, jeg sagde dog ikke at jeg havde stress.

EN NY REJSE BEGYNDER HER- VEJEN UD AF HAMSTERHJULET

Denne dag var en skæbnedag for mig, som jeg skriver dette, kan jeg stadig mærke de stærke følelser fra den dag. Den dag startede for mig, som en længere rejse af flere rejser jeg har været på, men som jeg flere gange undervejs, gjorde lidt mere besværlig for mig selv end nødvendigt. Jeg ønsker, at dele min rejse med dig, måske du selv er gået ned med stress, eller føler livet er ren overlevelse, og kan spejle dig i min historie.

Mit formål er at give dig inspiration og håb – fordi der er så meget LIV vi skal leve, og i dag ser jeg nu, hvor mange som rent faktisk bare overlever uden gnist og uden liv i et hamsterhjul… Følg mig i næste indlæg – hvor jeg fortæller om det, at skulle dø lidt – for at leve.
Kærligst 

Neela Rosalina